torsdag den 27. marts 2014

Mestring

Mestring kan defineres som en persons måde at håndtere f.eks. en given sygdoms situation på.

Teoretikerne Patricia Benner og Judith Wrubel siger i deres bog Omsorgens betydning i sygepleje, at stress og mestring hører sammen. Stress er et resultat af, at man ikke mestrer et problem godt nok.

Lazarus’ begreb om at gøre noget ses som en form for mestring, men det faktum at man ikke gør noget kan også være mestring. Andre former for mestring kan være, at man søger relevant information om sin givne sygdoms situation, hvorpå man vil forsøge at ændre den måde, man forholder sig til situationen på. Når det er sagt, så går det ikke ud på at ændre situationen, men forsøge at få det bedre eller anderledes vha. information og ens følelser omkring den. 

Et eksempel ses ved en KOL borger, der får angstanfald ved besværet vejrtrækning, og derved kommer i en stressende situation. Her kan personen søge information ved læge, fysioterapeut eller sygeplejerske om vejrtrækningsteknikker, der får en til at slappe mere af og få en mere afslappet vejrtrækning. På den måde kan personen måske stadig få angst, når de kommer i disse situationer, men lærer at tackle angsten ved at lave øvelserne og få en bedre hverdag.




Her er et par eksempler på vejrtrækningsøvelser:
‘Fløjte-mund’ øvelsen:
Dette er en øvelse, du kan bruge hver gang, du får åndenød. Øvelsen giver modstand til den luft, du udånder, hvorved den forøger trykket i dine luftveje og holder dem åbne, så du bedre kan få vejret. Her er trin for trin, hvordan du udfører øvelsen;


  • Træk vejret langsomt ind gennem næsen, hvilket opvarmer og renser luften.
  • Spids din mund, som om du vil fløjte.
  • Ånd jævnt ud gennem din spidsede mund.

Træk vejret med maven:
Dette er en afslapningsøvelse, som du med fordel kan lave efter behov. Afslapning giver dig velvære og energi.


  • Læg den ene hånd på brystet. Denne hånd skal forblive i ro, når du trækker vejret.
  • Læg den anden hånd på maven. Denne hånd skal bevæge sig, når du trækker vejret.
  • Tag en dyb indånding og føl, hvordan din mave pustes op.
  • Pust ud gennem munden med ‘fløjte-mund’.
  • Føl hvordan din mave vender tilbage til sin normale størrelse

Kontrolleret hoste:
Ved at hoste kontrolleret kan du få slim op, uden at blive forpustet eller skade dine luftveje:


  • Tag en langsom, dyb indånding gennem næsen.
  • Hold vejret i nogle sekunder.
  • Åbn munden lidt og host 2-3 korte skarpe host.
  • Slap af og gentag. (1, p. 86-87. 17)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar